Stories

Mit liv som Queer

Skrevet af Atlas

Mød Atlas i LivaUnges Gruppechat

Chat med andre unge i LivaUnges gruppechat. Der deltager ofte en gæstechatter, f.eks. Atlas, der har skrevet dette indlæg.

Du er anonym, og der deltager en rådgiver fra LivaUnge.

Jeg begyndte at hade min krop pga. de former der begyndte at komme, og det var nu ikke længere muligt bare at være en af drengene.

Bare mig, Atlas

I min queer rejse indtil nu, er jeg gået fra drenge-pige, androgyn lesbisk, til non-binær, og til nu at prøve at få det hele til at gå op i en højere enhed som bare mig, Atlas.

Jeg startede min rejse med min kønsidentitet, allerede som barn i en lille landsby i Sønderjylland for mange år siden. Jeg vidste som 5-6 årig at jeg skulle have været en dreng.

Gud havde lavet en fejl, hvilket jeg på ingen måde skjulte. Jeg ville kun klæde mig som en dreng, spillede fodbold som den eneste pige i mange år, og det var altid drengene og mig, imod pigerne. Alle mine nærmeste venner var drenge. Men så kom puberteten, og fra mit synspunkt, ødelagde den det hele. Jeg måtte ikke spille med drenge længere, og jeg kæmpede imod det hormonerne gjorde ved min krop så meget jeg kunne. Jeg begyndte at hade min krop pga. de former der begyndte at komme, og det var nu ikke længere muligt bare at være en af drengene.

Så jeg begyndte at få pige venner i stedet, samtidig med at jeg også fandt ud af at jeg nok havde helt andre følelser for visse piger, end hvad folk omkring mig sagde, var normalt.

Hvad betyder ordet Queer?

Det oprindeligt engelske ord har gennem tiden skiftet sin betydning, fra at betyde noget skævt, til at være et skældsord mod homoseksuelle, til i dag hvor queer kan bruges til at beskrive både seksualitet og kønsidentitet. Dvs. at lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner alle kan kalde sig selv “Queer” uden at skulle forklare det.

I dag bruges queer flittigt, fordi det er et ord, som kan give mulighed for en mere flydende selvidentificering, hvor man f.eks. både er lesbisk, men også måske gender-queer (dvs. at man ikke nødvendigvis har det samme kønsudtryk, som det køn man har fået tildelt ved fødslen).

Så på den måde er ordet queer limen, mødepunktet og sammenfletningen af kønsidentitet og seksualitet, som mange LGBTIA+ personer oplever på mange forskellige måder i deres liv.

Det er i hvert fald det queer betyder for mig.

Der hvor jeg kommer fra, der var der ikke mange homoseksuelle og slet ikke transpersoner eller andre queers.

Det var ikke noget man talte om, og hvis det blev nævnt, så var det oftest som et skældsord. Så da jeg nævnte til min veninde at jeg nok var lesbisk, som 16 årig, gjorde hun det eneste rigtige, nemlig at sige at det var ok, men at jeg ikke skulle sige det her til nogen (før jeg var kommet til en større by).

Så jeg holdt det hemmeligt så længe jeg kunne, mens jeg prøvede at passe ind med mit kønsudtryk og som androgynt udseende fodboldpige.

Som 17-årig, tog jeg ét år på udveksling i et japansk gymnasie.

Her fandt jeg en ungdomskultur meget anderledes fra vores i Danmark, og hvor det ikke blev set som unaturligt at man kan have følelser for andre piger, og at der ikke var mere skam i det, end hvis man havde et crush på en dreng. Det var noget af en øjenåbner. Livet var meget enkelt, her var man bare sig selv. Jeg kunne være mig, uden nogen løftede et øjenbryn – måske fordi jeg allerede var så meget anderledes i mit udseende (som hvid europæer). Samtidig lærte jeg, at man skal huske, at der altid er andre perspektiver end bare den man selv har, og den kultur man kommer fra, om det er via mødet med et andet land, eller bare kulturforskellen man kan finde mellem land og by.

For mig blev det starten på mange ture til København i min gymnasietid, hvor jeg fandt et helle i det lesbiske miljø - her kunne jeg være så drenget jeg ville, uden at det gjorde noget. Det gav mig selvtilliden til at komme ud til mine venner, gamle som nye, og til min mor.

Da jeg kom tilbage til Sønderjylland, var jeg sikker på at jeg ikke kunne skjule hvad og hvem jeg var.

Derfor ville jeg væk fra min lille landsby og starte på et gymnasie længere væk. Jeg var nemlig bange for at andre ville tænke jeg var en “freak”.

Så jeg flyttede hjemmefra, og startede på et gymnasie hvor jeg kun kendte meget få – for at få en frisk start. Samtidig fandt jeg LGBT+ Ungdom i København, som afholdte velkomstmøder, hvor jeg for første gang kunne møde andre unge queers fra “udkants danmark”, som ligesom mig tog toget hele vejen til København. Vi manglede alle et sted hvor man kunne finde andre som en selv.

For mig blev det starten på mange ture til København i min gymnasietid, hvor jeg fandt et helle i det lesbiske miljø – her kunne jeg være så drenget jeg ville, uden at det gjorde noget. Det gav mig selvtilliden til at komme ud til mine venner, gamle som nye, og til min mor. Samtidig åbnede det lesbiske miljø og København et helt ny verden – en queer verden, med transpersoner, bøsser og biseksuelle, intersex, aseksuelle og mange mere.

Sidenhen begyndte jeg at identificere mig mere som queer, da jeg altid har følt mig anderledes i min kønsidentitet.

Jeg har altid været mere maskulin og følt mig tættere på at være en mand, men samtidig til at være opvokset som pige. Med tiden er det gået op for mig at jeg er en mellemting, mellem de to køn, og at jeg bare er mig. Jeg er ikke så bange for at være en “freak” længere, for jeg ved nu, at der er mange andre freaks ligesom mig.

Det er ikke alle som har muligheden for at flytte hjemmefra som jeg gjorde, derfor er det vigtigt med events som f.eks. Pride både i København (som er her i August), men også i mindre byer som Aabenraa og Sønderborg. For der er queer personer og familier som har brug for at se og tale med folk som sig selv over hele landet, så vi ved at vi er helt ok, og helt fantastiske i vores mangfoldighed.

De bedste hilsner,

Atlas